Historien

Nu skal i høre en historie om en dromedar, der hedder Doodee. Doodee bor i en by, der hedder Matmata i landet Tunesien, som ligger i det nordlige Afrika.
Doodee bor sammen med sin mor og far hos en familie, hvor de hjælper med at bære ting og ride med menneskene.
Denne historie handler om dengang, hvor Doodee selv for første gang selv skulle ud og besøge sin mormor.
Doodee’s mormor bor ude i en oase der hedder Douz, den ligger rigtig langt væk syntes Doodee, og da Doodee jo er en dromedar, skal han gå hele vejen.
Doodee kan ikke nå helt ud til mormor på en dag, så han har fået lov til at overnatte hos en beduinfamilie, der tilfældigvis lige nu bor på vejen ud til hans mormor. Hos dem bor hans onkel Hamid Kamell, der har set næsten hele verden - i hvert fald det nordlige Afrika. Han er klog på næsten hvad som helst.
Når man sådan skal ud på en lang rejse, skal man jo have pakket sin bagage, så man ikke kommer til at mangle noget under vejs.
Vi kommer ind i historien, der hvor Doodee er ved at pakke sin rygsæk til rejsen og det er forholds vis let, da han ved hvor alle sine ting er eller gør han det?

Sang 1: ”Den glade garderobe” (synges af fortæller og kor).     Tekst           Musikbid

Doodee har færdig pakket sin rygsæk og er klar til at rejse. Han skal bare lige sove en gang til og så af sted i morgen tidlig. Doodee glæder sig helt vildt til at skulle rejse helt alene, det kildrer lidt i maven, for han har han aldrig prøvet at rejse helt alene før. Doodee har været ude hos mormor mange gange, men han er lidt utryg over selv at skulle finde vej helt ud til hende. Hans far og mor har godt nok fortalt ham flere gange, hvordan man finder der ud, men det krilrer lidt i maven alligevel.
Doodee kan næsten ikke falde i søvn den aften, men langt om længe lykkedes det og han drømmer om Sommer og sol.

Sang 2: ”Sommer og sol” (synges af Doodee).                                   Tekst            Musikbid

Næste morgen er Doodee oppe før mor og far, han har allerede spist morgenmad inden de står op. Doodee står allerede med rygsækken på og er på vej ud af døren. Hans mor og far spørger lige en ekstra gang, om han nu også har husket det hele. Det har Doodee helt sikkert for nu vil han af sted.
Doodee siger farvel til mor og far og vandre ud af landevejen mod mormors oase, I ved den der hedder Douz. Solen skinner og humøret er højt, han hilser glad til højre og venstre på alle dem han møder. Nogle af dem følger Doodee lidt på vej i typisk dromedargangart.
Da han er nået et godt stykke uden for byen, er der ikke ret mange at hilse på, så han begynder at synes, at det er lidt kedeligt. Der er stadigvæk også langt ud til mormor og han skal finde beduinerne på vejen. Han bliver lidt nervøs for om de nu er der, hvor de har lovet at være. Han begynder at løbe gadedrengeløb for at tænke på noget andet.
Pludselig kommer et marsvin pilende op på siden af ham og spørger, hvor han skal hen? Doodee forklarer, at han er på vej ud til sin mormor i oasen. Der er rigtig langt, så han skal overnatte hos sin onkel, der bor hos nogle beduiner på vejen ud til oasen.
Marsvinet fortæller, at han hedder Moody og bare er på vej ud i verden. Moody spørger om ikke, han må følges med Doodee, for det kunne da være hyggeligt. Det synes Doodee sådan set også. Så de følges ad videre ud i ørkenen.
Dromedaren Doodee og Marsvinet Moody går og pjatter og fortæller om, hvem de er og hvor de kommer fra: Doodee fortæller, at han kommer fra den byen Matmata, her han bor sammen med sin far og mor hos en familie, hvor de arbejder.
Moody kommer fra en by, der hedder Marseilles. Den ligger i et land langt mod nord, der hedder Frankrig. Moody vidste ikke hvor hans mor og far er, for marsvin bliver jo ofte solgt hos en dyrehandler. Det var der, han sidst så sine forældre. Moody var blevet solgt til en familie, men han kedede sig sådan, for de havde altid så travlt med alt muligt.
Fra et vindue i lejligheden kunne han se skibene i havnen, dem ville han også gerne ud at sejle med. Så en dag, hvor familien havde glemt at lukke for buret, smuttet Moody ud af døren, ned ad trappen, over gaden og ned på havnen for at komme ud og sejle - ud i den store verden. Han kravlede op ad en af trosserne til et stort skib og gemte sig i noget tovværk.
Skibet sejlede i lang tid og så kom dr til en by, der hedder Gabes.Her smuttede Moody ned af trossen igen og løb hen mod nogle palmer. Pludselig kunne han høre en stor hund gø, den kom løbende lige imod ham. Moody løb til siden, alt hvad han kunne, og nåede ind under nogle træpaller. Moody sad under pallerne og gispede, mens han kunne se og mærke hunden, der snusede og gøede om ham. Hvad skulle han gøre? Moody fik øje på en dametaske, der var væltet på jorden. Han løb alt hvad han kunne og nåede lige ind i tasken inden hunden nåede ham. Hunden var meget gal, og hvis ikke damen havde taget sin taske, var han måske blevet spist.
Damen gik ind i en bus med turister og satte sig. Moody sad i bunden af hendes taske og rystede lidt, men var glad for at slippe væk fra hunden. Bussen gav sig til at køre og Moodu kunne skimte en blå himmel ud af vinduet. Han var lidt heldig for damen havde nogle nødder i tasken, dem spiste Moody mange af.
Bussen stoppede på en parkeringsplads, og alle steg ud. Damen ville tage noget i sin taske og pludselig fik hun øje på Moody. Hun slap tasken med et skrig, og Moody sprang ud og løb i skjul i et stort hul i jorden, som nærmest lignede et underjordisk hus.
Han vidste ikke helt hvor han havnede, men det var åbenbart her i Matmata.
Doode og Moody hygger sig rigtig, de gik og pjattede og kildrede hinanden lidt, og synes de var verdens bedste venner.

Sang 3: ”Moody er min bedste ven” (synges af Doodee og kor).     Tekst    Musikbid

Pludselig synes Doodee ikke rigtig, at han kan huske om det er den rigtige vej. Så mens Doodee tjekker sin GPS, løber Moody i forvejen for bedre at kunne se ud i horisonten. Han får øje på nogle sorte telte et stykke foran dem, det må være beduinerne.
Langt om længe er de nået frem til beduinerne, hvor de skal sove i nat. Efter at have hilst på Doodee’s onkel Hamid Kamell, går de rundt for at finde et sted at spise Doodee’s madpakke. De får øje på en beduinpige, der sidder og ser drømmende frem for sig. Moody spørger, og de må sidde ved siden af hende? Det må de godt. Selv om Doodee er lidt genert spørger han, hvad hun hedder. Pigen hedder Fatia. Moody og Doodee vil gerne vide, hvordan det er at bo i telte og skulle flytte af og til. Fatia siger, det er OK, men sommetider drømmer hun om at komme til bal hos kaliffen og måske møde sin prins.

Sang 4: ”Næsten alt for godt” (synges af Fatia)
I sangen indgår mavedans, hvor mange kan deltage i dansen).        Tekst     Musikbid
 
Da Doodee og Moody har hørt Fatias sang og set mavedans, siger de godnat og finder et sted at sove. Nu har hverken dromedarer eller marsvin brug for en seng, så de får plads ved siden af onkel Hamid Kamell.
Næste morgen siger de farvel til beduinpigen Fatia og onkel Hamid Kamell. Onkel Hamid Kamell ved jo en helt masse, så han fortæller igen og igen hvilken vej de skal, det ved de sådan set godt selv, for de har jo Doodee’s GPS. Til sidst lykkedes det dem at begive sig videre ud ad landevejen mod mormors oase.
De hygger og har det rigtig sjovt. Men vejen er lang og varmen er meget varmt, så de bliver tørstige, men der er ingen vand i en ørken, så de må bare gå videre. Doodee er heldig, han har vand i sin pukkel, men Moody har ikke mere vand. Han spørger om ikke han kan låne lidt af Doodee, men man kan da ikke drikke vand af en andens pukkel. Det er kun til eget forbrug. Moody forslår, at man da bare kan sætte en vandhane i. Men Doodee forklarer, at vandet i hans pukkel ikke bare ligger og skvulper rundt, det er bundet til noget i kroppen, der hedder celler. Så Moody må bare tørste. Han få lov til at gå under Doodee, så han i det mindste får skygge. På et tidspunkt må Doodee bære sin ven, da han ikke kan mere. Moody kommer op og sidde på puklen, der efterhånden er ved at være helt flad.
Langt om længe øjner de nogle palmer i det fjerne. Først tror de det er et fatamorgana, men selv om de kommer nærmere forsvinder det ikke. Pludselig kan de dufte andet end sand, og de er næsten fremme.

Sang 5: ”Oser af oase” (synges af Moody, Doodee synger kor).    Tekst     Musikbid

Nu kan Doodee kende oasen, og de skynder sid hen Doodee’s mormor. Hun er rigtig glad for at Doodee er kommet helt selv ud til hende, og at han har taget sin ven med. Hun kan godt se, at de er tørstige, så hun følger den straks ned til vandhullet.
Doodee’s mormor har altid boet hos sin familie i oasen, så hun kender den rigtig godt. Hun fortæller om gamle dage, da der ikke fandtes biler, telefon, TV og al den slags. Doodee og Moody synes godt nok, det lyder gammeldags, men det er nu sjovt, at hun viser rundt i oasen.
Pludseligt står Doodee som forstenet, under nogle dadelpalmer ved en lille bæk står en yndig og smuk pige dromedar. Doodee er helt betaget og kan ikke sige noget. Moody spørger om hvad der er i vejen, men Doodee kikker bare forelsket frem for sig. Moody driller, han vil ikke dele sin ven med andre. Og for første gang bliver Doodee sur på sin bedste ven og ked af det.

Sang 6: ”Mib mab mobbe” (synges af Moody, Doodee og kor).        Tekst     Musikbid

Doodee synes godt nok, at pige dromedaren ser sød ud, men han vil stadig være bedste ven med Moody. De er heldigvis gode venner igen nu, så de følges ad hen for at tale med pige dromedaren.
Hun hedder Petarina og er rigtig flink og vil gerne være venner med dem. Hun fortæller dem om at bo i oasen; om sine søskende, om sin menneskefamilie og de andre dromedarer, der bor i oasen.
De spiller ”daddeldrøn” som går ud på at spytte daddelsten til mål i en spand, så det larmer mest muligt. Moody bliver lid træt af det, da han ikke kan ramme og det larmer heller ikke ret meget. Han synes også at Doodee og Petarina pjatter lidt rigeligt.
Doodee og Moody bor hos Doodee’s mormor. Hun har redt seng til dem af tørt græs og palmeblade og så er hun rigtig god til at putte dem.
Hun forkæler dem også, de får frisk dadler til morgenmad og saftigt græs. Ellers hygger de sig med lviet i oasen.
Efter nogle dage begynder Doodee og savne sin mor og far, han synes, han har oplevet en masse og vil så småt gerne hjemad.

Sang 7: ”Skal vi ikke bare ta’ hjemad” (synge af Doodee og kor). Tekst     Musikbid

Moody er med på den værste, så han vil da gerne med hjem og se hvordan Doodee bor, så de beslutter at drage hjemad næste morgen.
Doodee og Moody tager afsked med Petarina og Doodee’s mormor, der har sørget for madpakker og masser af vand især til Moody, som jo ingen pukkel har. Doodee og Moody lover at komme tilbage på besøge snart.
De siger farvel på deres egen dromedarfacon, så de gnider næser og siger "thruuuth". Så vinker de og går hjem ad landevejen.
Denne gang er de bedre rustede til turen, det går meget bedre nu, hvor de har vand nok. På vejen hjem sover de igen hos beduinerne, som snart skal rejse til et nyt sted.
Næste morgen siger de atter farvel til beduinpigen Fatia og onkel Hamid Kamell. Fatia drømmer stadig, men hun skal nu nok få sin prins.
Onkel Hamid Kamell ved jo en helt masse, så han fortæller igen og igen hvilken vej de skal, selv om det ved de sådan set stadig godt, for de har jo gået vejen før helt alene. Og så har de jo stadig Doodee’s GPS. Til sidst lykkes det dem at begive sig videre hjem ad landevejen mod Doodee’s mor og far.
De går og går igen en helt dag og endelig er de hjemme hos Doodee. Doodees mor og far er meget glade for at se dem, de har også savnet Doodee. Doodee præsenterer sin nye ven Moody for sin forældre og fortæller, hvordan han mødte Moody. Doodee og Moody fortæller næsten i munden på hinanden om deres rejse.
Doodee’s forældre synes også Moody er en sjov fætter, så han må gerne blive hos dem.
Da stjernerne titter frem på himlen sætter Doodee og Moody sig ud og kikker på dem, mens de mindes deres tur.

Sang 8: ”Kikker på stjerner” (synges af fortæller)                         Tekst     Musikbid

til top